Stilarter

Samba

... har rødder i den afrikanske kultur, som blev bragt til Brasilien med slaverne. Sambaen har senere udviklet sig til det, vi i dag kender fra karnevalet i Rio med masser af fjer, farver og pailletter. Der findes dog mange forskellige undergenrer af samba, som f.eks. gafieira, der er en pardans, og samba no pé, der oftest danses i en koreografi af en solist eller af flere dansere.

Samba-reggae

... er en blanding af samba og afro. Stilarten stammer fra Nordøstbrasilien og har i høj grad rødder i den afrikanske kultur. Der findes forskellige former for sambareggae som f.eks. Olodum og Timbalada. Fælles for dem alle er lækre rytmer og masser af power.

Frevo

... er fra Recife i den brasilianske stat Pernambuco. Frevo er opstået blandt de capoeirafolk, der dannede fortrop i de forskellige orkestre til Recifes karneval. Det er en tempofyldt og akrobatisk dans, der samtidig er karakteriseret ved, at danseren altid bruger en lille paraply som rekvisit.

Afrobrasiliansk

... har, som navnet fortæller, sin oprindelse blandt slaverne, der blev bragt til Brasilien fra det afrikanske kontinent. Inspirationen til dansen er kommet fra slavernes dagligdagsliv og dyrkelsen af de afrobrasilianske guder.