Undervisning

Dans handler for os om livsglæde på tværs af generationer, og vores filosofi er, at alle kan lære at danse!

Aquarela underviser både børn og voksne, og vi lægger vægt på, at vores undervisning kan rumme alle, der har lysten til at danse, uanset alder og ambitionsniveau. Vores yngste elever er tre år, og vi har haft elever på over 50 år. Sammen dyrker vi glæden ved dansen og livet, samtidig med at vi arbejder metodisk og professionelt.

Skolens forskellige hold er bygget op med udgangspunkt i elevernes individuelle behov. Vi har blandt andet et showhold for voksne elever, der nyder at stå i spotlightet som dansere i Aquarelas professionelle sceneshow. Nogle af vores elever sætter undervisningen og det sociale samvær som målet i sig selv, og dem giver vi lige så meget opmærksomhed som vores showdansere.

Skolen har fire faste instruktører med stor praktisk erfaring og uddannelse inden for dans, bevægelse, musik og pædagogik. Nu og da inviterer vi også kompetente gæsteinstruktører fra ind- og udland til at undervise og give os ny inspiration.

Vi underviser først og fremmest i samba fra Rio de Janeiro, som er den mest berømte og glamourøse af de brasilianske danse med sine kulørte fjer og pailletter. Dernæst underviser vi også i en række andre stilarter fra den meget rige sydamerikanske dansekultur som samba-reggae og salsa. Nu og da supplerer vi latinstilarterne med elementer af moderne dans og street.

Du kan læse mere om vores forskellige hold og vores undervisningsmetoder på siderne om henholdsvis børn og voksne.